Brexit-aftalen rammer fiskeriet hårdt

Da urets visere på årets sidste dag trillede forbi midnat og bød det nye år 2021 velkommen, blev briternes farvel til EU samtidig endegyldigt. Et farvel, der inden da var blevet klædt på af en aftale, der desværre ikke er faldet ud til fiskernes fordel.
Som det er landet, skal de danske fiskere i løbet af de næste 5,5 år afgive en fjerdedel af deres fiskekvoter, som de har haft i britisk farvand. Aftalen vil kunne mærkes negativt for fiskerne, for når man skærer i kvoterne, så mister man også omsætning i havnene, og det kommer til at koste arbejdspladser.
I kølvandet på dette er EU-Kommissionen kommet med et forslag om at give Danmark 1,74 mia. kr. i år fra en særlig EU-pulje, som skal dække omkostningerne ved Brexit. Af det beløb er 1,1 mia. kr. tiltænkt som kompensation til fiskeriet.
Men det er bare ikke nok. Det er kun en dråbe i havet for de mennesker, der kan se deres livsværk og levebrød langsomt smuldrer mellem hænderne på dem. Vi skal derfor sætte ind på europæisk og nationalt plan for at hjælpe fiskeriet, alt det vi kan, så vi ikke ender med et erhverv, der må bukke under.