DA: En europæisk smeltedigel eller nye forme?

Det nærmer sig en tyk kliche at påstå, at EU er i forandring, og at de næste års udvikling bliver afgørende for Danmark. Ikke desto mindre er det dog virkeligheden. Faktisk er der ikke noget nyt i, at EU er i konstant forandring, men de nuværende bevægelser er drevet af en lang række eksterne udfordringer, som skubber på en udvikling, der tvinger os til at genbesøge de store EU-spørgsmål.

Brexit, migrationsstrømme, terror, klima, det sociale Europa og Kina vs. USA er blot nogle af de store temaer, der kræver svar på helt principielle spørgsmål: Hvilke udfordringer løser vi bedst ved fælleseuropæiske tiltag? Og hvornår er det meningsfyldt at holde fast i kompetencedelingen mellem EU og medlemslande? 

Der er ingen tvivl om, at udfordringernes momentum allerede udnyttes. Man skal smede mens jernet er varmt, og med en allerede armeret tysk-fransk alliance og en ny tysk regering, som trækker mod en sammensmeltet europæisk udenrigs- og socialpolitik, er der god grund til at holde øje med, hvad der sker i det europæiske smedeværksted. Der er nemlig en reel risiko for splittelse mellem dem, der holder fast i selvbestemmelsen på visse områder (jf. traktaten), og dem, der ønsker et føderalt Europa.

Derfor har alle vi, der ønsker et helstøbt og fleksibelt EU-fællesskab, en stor opgave i at balancere, hvornår det er klogt at støbe og smelte sammen, og hvornår man skal sætte sig på tværs.

I DA er vi ikke i tvivl om, at vi kommer til at skulle forholde os til flere EU-initiativer, der udfordrer vores arbejdsmarkedsmodel. EU-initiativer på mindsteløn, løngennemsigtighed – og snart om platformsarbejde, kræver ganske enkelt, at vi bruger mange kræfter på at forklare i Bruxelles, hvorfor mange af EU-initiativerne ikke er forenelige med den danske model.

Samtidigt er vi stærkt optaget af, at EU bør arbejde mere for, at det indre markeds ubestridte fordele bliver realiseret yderligere. Barriererne for fri bevægelighed af arbejdskraft og tjenesteydelser skal fjernes. Desværre er ambitionerne om et helstøbt indre marked blevet overskygget af idéen om, at EU skal gøre sig populær med sociale tiltag, der lyder sympatiske, men er mere symbolske end virkningsfulde.

Det er utvivlsomt velmenende tyske og franske smede, som varmer op under smeltediglen. For Danmark bliver det vigtigt at være så tæt på smedene som muligt, selv hvis det kan blive ubehageligt varm. Der kommer ingen støbte forme, der passer til de enkelte formål, hvis ikke vi er en konstruktiv del af det europæiske smedeværksted.