Den tunge transport i Europa har brug for hjælp

- Af Søren Gade (V), medlem af Europa-Parlamentet
Kombinationen af manglende chauffører, høje fragtpriser og lav kapacitet er en udfordring for godstransporten i Europa. Og med den aktuelle situation i Ukraine tyder intet på, at udviklingen vender foreløbig - tværtimod.
Derfor arbejder jeg på at påvirke EU-lovgivningen mod en mere harmoniseret tilgang. Medlemslandenes vidt forskellige regler skaber problemer, og særligt produkter med stor volumen, men med relativ lav vægt har store udfordringer - som eksempelvis hø og strå.
Den nuværende situation har gjort både hø og strå til uhyre vigtige produkter, da begge indgår som en væsentlig del af dyrenes foder, men begge dele kan også bruges til fremstilling af bæredygtig energi.
Derfor er det afgørende, at EU-Kommissionen bliver opmærksom på, at udfordringen skal løses hurtigst muligt. Ved at acceptere øget vægt samt større længde og højde på lastbilerne kombineret med en harmonisering af reglerne i samtlige EU-medlemslande, vil man også kunne afbøde chaufførmanglen, der kun er blevet forværret af krigen i Ukraine.
Det vil også gavne den grønne omstilling. For hvis man accepterer en større volumen på hver enkelt lastbil, så vil der kunne flyttes flere varer og være et mindre forbrug af lastbiler med tilhørende emissioner. Det vil være godt for europæerne, for priserne og for branchen. Derfor har jeg stillet spørgsmålet til Kommissionen som en hasteforespørgsel.