Fiskerne skal have deres kompensation - nu

- Søren Gade (V), medlem af Europa-Parlamentet
Efter lang tids venten har vi endelig fået EU-Kommissionens ord for, at fiskerne kan blive kompenseret for de tab, Brexit har givet. Det har længe været kendt, at EU’s statsstøtteregler, som så ud til at stå i vejen for direkte kompensation, ikke udgør en hindring alligevel. Det er det, vi nu har på skrift fra Kommissionen.
Derfor bør der ligge 1,1 mia. kr. klar til fiskere, som har mistet deres kvoter som følge af briternes farvel til EU. Nu venter vi bare på, at S-regeringen får indkaldt til forhandlinger, så der kan træffes endelige beslutning om udbetaling af kompensationen.
Fiskeriet i Danmark er noget af det mest bæredygtige fiskeri i verden, beskæftiger tusindvis af mennesker ude i lokalsamfundene og bidrager årligt med ca. 4 mia. kr. til det danske BNP.
Hvis vi ønsker, at det fortsat skal være sådan, så er det afgørende, at kompensationen kommer ud til fiskerne hurtigst muligt.
Det er ikke første gang, jeg skriver om dette emne, men jeg håber, at det bliver den sidste. Jeg tror og håber inderligt, at regeringen kommer det trængte erhverv til undsætning. Fiskeriet står over for mange udfordringer, men det her må ikke være en af dem.