EU-Politik

Nyt fra EU-ordføreren – krise i Storbritannien, europæisk forsvarssamarbejde og ny EU-vidensbank

  • MF Kim Valentin, EU- og Europaordfører

September måned var begivenhedsrig. Den socialdemokratiske regering har igen vendt EU ryggen. I Storbritannien mærker man konsekvenserne af Brexit. Og så har Venstre lanceret en ny EU-vidensbank.

Regeringen vender EU ryggen

Mette Frederiksens udmelding i Berlingske den 22/9 om, at et europæisk forsvarssamarbejde vil være underminerende for Danmarks alliance med USA, er dybt bekymrende. Særligt i en tid hvor vi ikke længere kan regne med USA som verdens politimand.

Statsministerens sikkerhedspolitiske analyse fejler, når hun konkluderer, at man enten kan samarbejde med USA eller EU, men ikke dem begge på samme tid. Realiteten er, at både Danmark og de europæiske lande har nydt godt af den stærke alliance med USA. Sådan skal det blive ved med at være. Men det betyder ikke, at vi ikke samtidig kan have et stærkt europæisk forsvarssamarbejde.

Et solidt europæisk sammenhold er afgørende for Danmarks fremtid og sikkerhed. Fuld deltagelse i det europæiske forsvarssamarbejde sikrer Danmark en plads ved forhandlingsbordet, når EU foretager og planlægger militære operationer. Derfor har Venstre foreslået, at vi får en folkeafstemning om en afskaffelse af forsvarsforbeholdet hurtigst muligt.

Forsyningskrisen i Storbritannien viser konsekvenserne af Brexit

Forsyningskæderne i Storbritannien er brudt. Med krisen i Storbritannien ser vi, hvor vigtig EU er, ikke blot for vores samlede økonomi, men også for almindelige hverdagsting som at tanke bilen eller handle i supermarkedet.

Benzin er der nok af, men mange af de lastbilchauffører, der tidligere har holdt forsyningskæderne sammen, har forladt Storbritannien i kølvandet på Brexit. Det er blevet sværere for personer med lavt betalte job at få opholdstilladelse. Omkring 100.000 lastbilchauffører mangler i Storbritannien, og spørgsmålet er hvornår – og om – de lastbilchauffører vender tilbage.

Arbejdskraftens fri bevægelighed er bare en af mange fordele ved EU. Det foreløbige indtryk viser, at det har store omkostninger at forlade EU. I Danmark kan vi heldigvis lune os på et aktivt EU-medlemskab, der bidrager med cirka 140 mia. kr. til Danmarks BNP om året svarende til knap 50.000 kr. per beskæftigede dansker.

Lancering af ny EU-vidensbank

I Venstre vil vi gøre det nemmere at holde sig opdateret om EU. Derfor har vi i september lanceret en ny EU-vidensbank. Formålet med vidensbanken er at kvalificere EU-debatten med tal og fakta på en række EU-områder. Vi skal udbrede budskabet om, hvor vigtigt EU er for det danske samfund.

Der er et stort behov for at oplyse om, hvad der gemmer sig af viden og fakta inde i maven på EU. Saglighed er vigtigt i den demokratiske debat, hvis vi ønsker at diskutere på et sobert grundlag snarere end med udokumenterede fordomme.

Jeg håber, at vidensbanken når langt ud og samler danskerne om EU. Venstres EU-vidensbank kan findes her.

Du bestemmer brugen af dine data

Vi bruger cookies til at personalisere dine brugeroplevelse og til at undersøge, hvordan vores hjemmeside bliver brugt og kan blive bedre. Cookies er fx også nødvendige, for at vi kan give dig log ind og se videoer. Ved at klikke ’acceptere alle’ giver du dit samtykke til vores cookies.

Vis cookiespecifikation

Nødvendige

Funktionelle

Statistiske

Marketing