Nyt fra EU-ordføreren: Cirkulær økonomi og ’ja’ til at afskaffe forsvarsforbeholdet

EU-Kommissionen har præsenteret en spændende pakke om cirkulær økonomi, og folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet venter lige rundt om hjørnet. Velkommen til denne måneds nyhedsbrev.
EU-Kommissionen præsenterer opgør med brug og smid væk-kulturen
EU-Kommissionen præsenterede for nylig en pakke med grønne initiativer til, hvordan den cirkulære økonomi i EU kan styrkes. Helt grundlæggende gør pakken op med brug og smid væk-kulturen ved at sætte nogle klare rammer og krav til, hvordan produkterne på det europæiske marked bliver mere bæredygtige. Hvis pakken bliver til virkelighed, er det et stort fremskridt for danske forbrugere.
Overordnet skal forslaget sikre, at det kun er de mest bæredygtige produkter, der fremover bliver solgt i Europa. Alt fra vores tøj, tv, telefon og møbler skal kunne holde længere i fremtiden. Pakken om cirkulær økonomi er et kerneeksempel på et af de steder, hvor EU går ind og løfter en vigtig opgave til glæde for forbrugerne og til gavn for en mere bæredygtig verden.
I Venstre glæder vi os over de mange goder, man som dansker nyder godt af takket være vores EU-medlemskab. Der kommer hele tiden vigtige fremskridt, som måske ikke umiddelbart synes af meget, men som gør en stor forskel for både borger og verdenssamfund.
Afskaffelse af forsvarsforbeholdet styrker dansk indflydelse
Med under en måned tilbage inden folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet vil jeg igen bruge pladsen til at anbefale alle danskere og Venstre-medlemmer at stemme ’ja’ til at afskaffe forbeholdet. Det er i Danmarks bedste interesse.
En af myterne går på, at Danmark mister suverænitet, hvis vi afskaffer forsvarsforbeholdet. Faktum er, at Danmark kommer til at bestemme mere ved at afskaffe forsvarsforbeholdet. EU’s forsvarssamarbejde kræver enstemmighed. Derfor er det fortsat kun et flertal i Folketinget, der kan bestemme, om Danmark skal engagere sig militært et sted i verden. Faktisk får Danmark vetoret og vil ligefrem kunne blokere EU’s militære operationer. Jeg mener derfor godt, man kan sige, at Danmark faktisk styrker sin suverænitet ved at afskaffe forbeholdet.
Men vi har jo NATO, så hvorfor skal vi afskaffe forsvarsforbeholdet? EU og NATO er i udgangspunktet ikke konkurrenter. Det er ikke enten-eller, men både-og. Hvor NATO er en militær forsvarsalliance, er EU en mere bredtfavnende og holistisk union, som varetager forsvars- og sikkerhedspolitiske interesser på områder, som NATO ikke interesserer sig for. Eksempelvis områder som udvikling, cyber og flygtninge.
Og lad os bare tage den én gang til: der kommer ingen EU-hær. Hverken med eller uden forsvarsforbeholdet. Det fremgår klart af traktaten, at det er en national kompetence at sende soldater ud. I øvrigt ligesom hos NATO.
Sandheden er, at et afskaffet forsvarsforbeholdet giver Danmark muligheder og indflydelse, som vi ikke har i dag. Vi kommer til at stå stærkere uden forsvarsforbeholdet, fordi vi kan mere. Derfor mine største anbefalinger til at stemme ’ja’ til at afskaffe forsvarsforbeholdet den 1. juni.
Jeg vil samtidig ønske alle en god valgdag på årets første sommerdag. En folkeafstemning står jo noget i kontrast til et despotisk styre i Rusland, der har aktualiseret folkeafstemningen på en meget trist baggrund.