EU-Politik

Nyt fra EU-ordføreren - mindsteløn og kaos ved grænsen

  • Kim Valentin, Venstres EU-ordfører

November var endnu en begivenhedsrig måned i EU. Forslag om at indføre en mindsteløn i alle EU’s medlemslande og detailstyring om løngennemsigtighed er gode eksempler på steder, hvor EU træder ved siden af. Samtidig har den hviderussiske præsident, Lukasjenko, fragtet flygtninge i massevis til den polske grænse. Der er nok at tage fat på.

Vi skal stå vagt om den danske model

Der er pres på den danske arbejdsmarkedsmodel. Det står klart, efter EU-Kommissionen har foreslået, at alle arbejdstagere i EU skal have ret til en passende minimumsløn. Samtidig barsler Kommissionen med et direktivforslag, der skal gøre det mere gennemsigtigt, hvad europæiske mænd og kvinder får i løn. Forestillingen er, at man ud fra ”objektive” kriterier som uddannelse og ansvar kan fastsætte, hvad lønnen skal være. Tanken er så, at mangel på data og lønstatistikker er skyld i, at der er forskel på mænd og kvinders løn. Det er desværre misforstået.

Begge forslag går stik imod den danske model, hvor det er arbejdsmarkedets parter, der selv forhandler lønnen på plads gennem overenskomster. Med direktiverne bliver der lagt op til, at lønnen skal være fastlagt politisk efter nogle, ifølge EU-kommissionen, objektive principper. Det vil være en stor trussel mod selve fundamentet i den danske model og rammer ned i en fundamental skillelinje mellem Danmark og EU. Vi skal ikke ødelægge verdens bedste arbejdsmarkedsmodel med detailstyring og utidig indblanding fra EU.

Bliver direktiverne vedtaget, er det magtpåliggende for Venstre magtpåliggende, at vi implementerer dem i dansk lovgivning, så virksomhederne bliver pålagt så få byrder som muligt. Skulle erhvervslivet blive pålagt visse byrder, må regeringen til gengæld finde alternative lempelser til de berørte virksomheder. Det er Venstres klare indstilling, og det holder vi regeringen fast på. Det skal være nemmere at drive virksomhed, ikke sværere.

EU’s ydre grænse skal styrkes

Langs grænsen til Polen i Hviderusland vælter det ind med migranter, som forsøger at krydse grænsen og komme ind i EU. Ansvaret for migrantkaosset ligger hos præsident Aleksandr Lukasjenko, der har lokket migranter til Hviderusland og lovet dem fri passage ind i Europa – vel vidende, at migranterne bliver fanget på grænsen mellem Hviderusland og Polen. Forsøger de at komme over grænsen til Polen, bliver de stoppet af polske soldater. Vender de om, står der hviderussiske sikkerhedsstyrker med skarpladte våben. Det skal vi under ingen omstændigheder acceptere.

EU må sende et klart signal til Lukasjenko om, at vi ikke tolererer, at Lukasjenko bruger migranterne som et våben mod de sanktioner, EU har påført Hviderusland. I Venstre glæder vi os over, at EU for nylig besluttede at indføre nye sanktioner over for Hviderusland og over for de organisationer og personer, som giver Lukasjenko en hjælpende hånd med at fragte migranter til grænsen. Desværre må vi konstatere, at det nu er den femte sanktionspakke, uden at det har haft den ønskede virkning på Lukasjenkos adfærd.

Vi skal have styrket Polens grænser, ligesom vi skal have styrket EU’s ydre grænser. Venstre holder regeringen op på begge dele.

Du bestemmer brugen af dine data

Vi bruger cookies til at personalisere dine brugeroplevelse og til at undersøge, hvordan vores hjemmeside bliver brugt og kan blive bedre. Cookies er fx også nødvendige, for at vi kan give dig log ind og se videoer. Ved at klikke ’acceptere alle’ giver du dit samtykke til vores cookies.

Vis cookiespecifikation

Nødvendige

Funktionelle

Statistiske

Marketing