Stem ja til den nye virkelighed

- Asger Christensen (V), medlem af Europa-Parlamentet
Putins invasion af Ukraine har skabt en ny sikkerhedspolitisk virkelighed i Europa. Jeg var selv i Ukraine sidste uge, og der er slet ingen tvivl om, at det er rigtig krig, og at russerne har taget alle krigens mest ondskabsfulde metoder i brug.
I Ukraine besøgte jeg et landbrug og talte med lokale bønder. De fortalte, at en nabo for nylig blev dræbt, da han med sin traktor kørte på en russisk mine. De sagde, at russerne har lagt miner ud i 14 procent af Ukraine.
Jeg mødtes også med Inna Sovsun, der er medlem af Ukraines parlament. Hun fortalte rædselsvækkende historier om venner og bekendte, som er blevet voldtaget og dræbt af russiske soldater. Men hun græd ikke. Hun sagde, at hun ikke havde flere tårer tilbage. Nu blev hun bare nødt til at blive ved med at kæmpe for sit land.
Én ting er at se og høre om krigens rædsler i fjernsynet, noget helt andet er at se det med egne øjne og tale med virkelige mennesker, der selv har været udsat for uhyrligheder. Putin er en diktatorisk tyran, og det eneste, tyraner forstår, er styrke.
Vores reaktion må og skal være at stå sammen. Truslen fra Rusland er altoverskyggende og potentielt altødelæggende for Europa. Derfor er det afgørende, at vi den 1. juni stemmer ja, så vi kan sidde med ved bordet, når EU’s fremtidige forsvarspolitik skal udformes og danske styrker i fremtiden kan deltage i EU-missioner i eksempelvis Ukraine.